-
Houthier sender striber af trusler ned over danske rederier
ソース: BDK Finans / 22 11 2024 11:59:47 America/Chicago
Danske rederier og flere ansatte har de senere måneder modtaget trusler, som angiveligt kommer fra den iranskstøttede oprørsbevægelse houthierne i Yemen. Det fortæller Nina Porst, direktør for klima, miljø og sikkerhed i brancheorganisationen Danske Rederier, efter at branchemediet Shippingwatch tidligere på ugen kunne fortælle om truslerne. »Der har gennem længere tid bredt floreret e-mail med trusler fra houthierne i rederiverdenen. Dem har vi også fået nogle stykker af i Danske Rederier,« fortæller Nina Porst. Det er uklart, hvilke danske rederier der er tale om. Store rederier som Torm og Norden kender ikke til trusselsmailene, mens Mærsk af sikkerhedshensyn ikke udtaler sig om trusler mod medarbejdere generelt. Houthierne er mest kendt for angrebene i Rødehavet, hvor bevægelsen siden november sidste år har gennemført næsten 100 angreb på primært vestlige handelsskibe. Det er sket i sympati med palæstinensernes kamp mod Israel i Gaza. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har angrebene, der er blevet besvaret af adskillige modangreb fra USA og andre NATO-lande, medført, at to skibe er sunket, et andet er kapret, mens mindst fire søfolk har mistet livet. Meget alvorligt Også Mærsk har oplevet flere angreb på det danske rederis skibe. I dag sejler rederiets skibe ikke gennem Suezkanalen og tager – ligesom hovedparten af de vestlige rederier – i stedet den otte-ti dage længere tur på 7.300 kilometer syd om Afrika. »Houthierne har nu i mere end et år angrebet civile handelsskibe i området omkring Det Røde Hav, så vi – og de danske rederier generelt – tager situationen i Det Røde Hav meget alvorligt,« hedder det fra Nina Porst. »Den tilgang bekræftes naturligvis kun, når vi modtager e-mail med trusler. Det er selvfølgelig ubehageligt, men det er de søfarendes sikkerhed, vi er bekymrede for. Og det er dem, der er udsatte,« fortsætter hun. Houthierne har sagt, at de kun rammer skibe med forbindelser til Israel, men mange fartøjer, der er blevet ramt, har umiddelbart ingen forbindelse. Og i en af trusselsmailene, som Berlingske er i besiddelse af, fremgår det også, at det ikke nødvendigvis kun drejer sig om israelske skibe, men også ethvert fartøj, som har anløbet en israelsk havn. Det vil komme på en såkaldt forbudsliste, som det hedder. »Som følge heraf vil skibet blive forbudt passage i Rødehavet, Bab al-Mandab-strædet, Adenbugten, Det Arabiske Hav og Det Indiske Ocean, og det vil blive direkte målrettet af de yemenitiske væbnede styrker på ethvert område, de anser for passende,« hedder det i mailen, der er målrettet ejere, ledere og operatører af fartøjer, som det hedder. Trusler sendt til flere rederier Den tyske rederiforening, Verband Deutscher Reeder (VDR), fortalte i sidste uge, at flere tyske rederier i de seneste måneder har modtaget trusselsmail fra den militante bevægelse. Reuters har også fortalt om, at mindst seks græske rederier har modtaget truende breve fra Houthi-bevægelsen, fordi de sejler gennem Det Røde Hav. I 2023 sejlede omkring 24.000 skibe gennem Suezkanalen, hvilket betød, at omkring ti procent af verdenshandlen gik gennem passagen nær Rødehavet. Mærsk stod for omkring 2.500 af de gennemsejlinger. Siden er aktiviteten gennem den engang så travle rute for verdenshandlen faldet drastisk. Til gengæld har rederierne oplevet højere indtjening. Det skyldes, at de længere rejser syd om Afrika har mindsket det globale udbud af containerkapacitet, hvilket har presset priserne på fragt op. https://www.berlingske.dk/virksomheder/houthier-sender-striber-af-trusler-ned-over-danske-rederier